Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

Erfaren rådgiver til OPHAV skal udfolde centers potentialer

Tidligere direktør for Stevns Klint Experience, Steen Bonke Sørensen, er hyret ind som konsulent til at udfolde det kommende oplevelses- og søsportscenters potentialer og sikre endnu bredere opbakning fra lokale interessenter.

Indhold

    Realdania viste sidste år stor interesse for tankerne bag oplevelses- og søsportscenteret OPHAV og støttede forarbejdet med over 1,7 millioner kroner. Det arbejder fortsætter nu med Steen Bonke Sørensen som både drivkraft og erfaren rådgiver.

    Steen Bonke Sørensen, har arbejdet som direktør for Stevns Klint Experience, som er et multifunktionelt oplevelsescenter, der som koncept er meget sammenligneligt med OPHAV. Steen Bonke Sørensen har været drivkraften bag interessentinddragelse, udvikling af forretningsplan, etablering af driftsselskab med mere. 

    - Vi er meget glade for at få muligheden for at kunne trække på hans viden og erfaring. Han begynder på opgaven snarest muligt og vil være tilknyttet OPHAV foreløbigt indtil udgangen af september, siger Ellen Philipsen Dahl.

    Steen Bonke Sørensen bor i Thy, og han har et godt lokalt kendskab til regionens kvaliteter, behov og særkende.

    Fra kommunalt til fælles projekt

    For at sikre at OPHAV også på lang sigt bliver et bæredygtigt center – som flest mulige føler ejerskab til - har styregruppen valgt at undersøge, om andre placeringer giver mere mening, styrke dialogen med interessenterne og skærpe centrets grundtanke om, hvorfor det er til. 

    De foreløbige analyser og de løbende dialoger med Realdania har blandt andet vist, at der er behov for, at flere føler ejerskab til projektet, og det arbejde skal Steen Bonke Sørensen være med til at imødekomme. Det vil blandt andet ske ved fornyet dialog med interessenterne, undersøgelse om andre placeringer, kan være hensigtsmæssige for projektet, end den man arbejder med nu på Nordhavnen i Nykøbing samt en skærpelse af centrets profil, så det bliver tydeligere, at det handler om at formidle livet under, over og ved Limfjorden.

     - Der er gjort et godt forarbejde, og jeg ser frem til at følge udviklingen. Det glæder mig også, at der arbejdes videre med at gøre det endnu mere klart, at det er et fælles projekt, for Mors og ikke et kommunalt projekt – så flere får ejerskab og tilknytning til OPHAV, fortæller borgmester Hans Ejner Bertelsen.

    For yderligere information, kontakt venligst:

    • Ellen Philipsen Dahl (M), formand for projektets politiske styregruppe – tlf. 5188 3020

    • Hans Ejner Bertelsen (V), borgmester i Morsø Kommune – tlf. 2479 2285

    Download pressefotos