Valg til kommunalbestyrelse og regionsråd
Hvert 4. år, den 3. tirsdag i november måned, skal borgerne vælge en ny kommunalbestyrelse og et nyt regionsråd.
I modsætning til folketingsvalg er det ikke muligt at udskrive kommune- og regionsrådsvalg i utide.
Valgperioden for kommunalbestyrelsen og regionsrådet begynder den førstkommende 1. januar efter et kommunevalg, det vil sige at den afgående kommunalbestyrelse og regionsråd fortsætter indtil den 31. december, samme år som kommunevalget blev afholdt.
Hvem kan stemme?
Du kan stemme, hvis du har fast bopæl i kommunen og er fyldt 18 år. Hvis du ikke er statsborger i enten et EU-land, Island eller Norge, er valgretten dog betinget af tre års forudgående fast bopæl i riget. Du har ikke valgret, hvis du er under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne (tidligere kaldt "umyndiggjort").
Hvem kan stille op?
Hvis du opfylder betingelserne for at stemme til valget, kan du normalt også stille op som kandidat, medmindre du er blevet straffet for en handling, der i almindeligt omdømme gør dig uværdig til at være medlem af kommunale og regionale råd.