Pressemeddelelse fra Økonomiudvalget om Børne- og Familieafdelingen

20. november 2009

Pressemeddelelse fra Morsø Kommunes Økonomiudvalg:

Økonomiudvalget vil sikre medarbejderne i Børne- og Familieafdelingen arbejdsro og et godt arbejdsmiljø

Det er beklageligt, at Viggo Vangsgård i Morsø Folkeblad 18.11.2009 atter fremfører synspunkter, der kan opfattes som en fortsat kritik af medarbejderne i Børne- & Familieafdelingen.

Økonomiudvalget har tidligere anmodet KL om at foretage en omfattende undersøgelse af forhold i Børne- og Famileafdelingen på baggrund af Viggo Vangsgaards kritik.

Konklusionen på denne undersøgelse står fuldkommen klar for Økonomiudvalget, og er taget til efterretning af Kommunalbestyrelsen. Der er ikke hold i Viggo Vangsgaards kritik.

Det har været en opslidende periode for alle parter i denne sag, sålænge anklager og undersøgelser stod på.

Økonomiudvalget - uden Viggo Vangsgårds deltagelse – havde derfor et konstruktivt dialogmøde med Børne- & Familieafdelingens medarbejdere forleden.

Økonomiudvalget drøftede med medarbejderne, hvordan Økonomiudvalget sikrer medarbejdere mod at komme i søgelyset i offentligheden og om, hvordan Økonomiudvalget – som personaleudvalg – sikrer, at også medarbejderne i Børne- og Familieafdelingen kan føle sig trygge på deres arbejdsplads. En tryghed, som er forudsætningen for at kunne løse de meget vanskelige og krævende opgaver, som denne afdeling varetager.

Det er derfor beklageligt, at Viggo Vangsgård i Morsø Folkeblad 18.11.2009 fremfører synspunkter, der kan opfattes som kritik af medarbejderne i Børne- og Familieafdelingen.

Medarbejderne reagerer naturligvis herpå, og Økonomiudvalget har fået en henvendelse fra medarbejderne i afdelingen, hvor udvalget anmodes om at sikre arbejdsro og et godt arbejdsmiljø.

Økonomiudvalget har på denne baggrund afholdt et ekstraordinært Økonomiudvalgsmøde 19.11.2009, hvor Økonomiudvalget igen tager meget skarp afstand fra Viggo Vangsgårds udtalelser.

Økonomiudvalget bakker fuldkommen op om medarbejderne i Børne- og Familieafdelingen.

Viggo Vangsgaard oplyste i det ekstraordinære Økonomiudvalgsmøde, at han føler sig fejlfortolket i artiklen i Morsø Folkeblad, og at udtalelsen ikke var møntet på medarbejderne i Børne- og Familieafdelingen.

Viggo Vangsgaard oplyste endvidere i mødet, at han ikke udtaler sig yderligere i denne sag.

Venlig hilsen

Morsø Kommunes Økonomiudvalg



Tilbage til nyhedsoversigten