Morsø Kommune tilbyder sundhedsordning til medarbejderne
20. august 2010
Morsø Kommune tilbyder som et nyt personalegode alle kommunens cirka 1600 fastansatte medarbejdere en sundhedsordning. Den nye ordning omfatter behandling indenfor kiropraktik, fysioterapi, akupunktur og massage.
Den nye sundhedsordning igangsættes pr. 1. september 2010 og medarbejderne kan vælge mellem:
- Kiropraktik hos Kiropraktisk Klinik ved Kirsten Buus Nielsen (Kirketorvet 2 i Nykøbing).
- Fysioterapi, akupunktur og massage ved Sundhedsdoktor, som har lokaler på 3 . sal i Sundhedscentret (Strandparken 48 i Nykøbing).
Medarbejderne skal betale et mindre beløb for hver behandling og kan få 5 behandlinger i løbet af et kalenderår.
”Jeg håber, at den nye sundhedsordning kan medvirke til at holde vores medarbejdere raske og landtidsfriske. Vi ønsker at tilbyde vores medarbejdere en sund arbejdsplads. Den nye sundhedsordning har været et stort ønske blandt medarbejderne” fortæller Borgmester Lauge Larsen,
Baggrund
Økonomiudvalget besluttede i december 2008, at medarbejderne i Morsø Kommune skal have tilbud om personalegoder – som anerkendelse for det store arbejde, der bliver udført på arbejdsstederne. I starten var personalegoderne: Motion, kultur og rabataftaler. I slutningen af 2009 blev personalegoderne evalueret. Der var et stort ønske blandt medarbejderne om en sundhedsordning med massage, fysioterapi, kiropraktik mv.
Ved overenskomstforhandlingerne pr. 1.4.2008 blev det aftalt, at kommunerne skulle anvende et beløb til personalets trivsel og sundhed. Sundhedsordningen finansieres af disse midler.
Sundhedsordningen er et indsatsområde blandt mange, idet Morsø Kommune allerede arbejder på flere fronter med både fysisk og psykisk arbejdsmiljø, lederudvikling, medarbejdersamtaler, omsorgssamtaler i forbindelse med sygefravær m.v.
Efter et offentligt udbud er der valgt leverandører til sundhedsordningen. Tilbudene blev vurderet ud fra kvalitet og pris. De mest fordelagtige tilbud blev valgt.
Åbning af sundhedsordningen
Onsdag den 1. september kl. 8.15 i Sundhedsdoktors lokaler 3 . sal i Sundhedscentret (Strandparken 48 i Nykøbing).
Under denne åbning vil følgende være til stede: Borgmester Lauge Larsen, Steen Klærke (næstformand i HovedMED, arbejdsmiljørepræsentation), kiropraktor Kisten Buus Nielsen og fysioterapeut ved. Sundhedsdoktor Søren Josefsen.
Desuden vil en medarbejder modtage den første behandling.
Yderligere oplysninger fås ved henvendelse til:
Anne Sieg, Udviklingsafdelingen, asi@morsoe.dk, 9970 7122
Borgmester Lauge Larsen, lauge.larsen@morsoe.dk, 2170 8232
Tilbage til nyhedsoversigten