Morsø Kommune sætter turbo på energibesparelser med ny aftale

30. juni 2010

Nu skal energiforbruget i Morsø Kommune kigges ekstra efter i sømmene. Borgmester Lauge Larsen skriver nu under på, at kommunen vil knække forbrugskurven ved hjælp af en kurveknækkeraftale med Center for Energibesparelser.

Med underskriften forpligter Morsø Kommune sig til at reducere energiforbruget med 8 procent frem til 2014, og det ligger helt i tråd med det hidtidige arbejde med at skære ned på energiforbruget. Blandt andet er kommunen også klimakommune.

”I Morsø Kommune skal vi også skære ned på budgetterne, og med de fremtidige, økonomisk udsigter er det vigtigere end nogensinde, at vi får realiseret alle de driftsbesparelser, vi kan. Her er energibesparelser oplagt, fordi det netop giver driftsbesparelser, og derudover bedre komfort i bygningerne og en miljøgevinst i form af CO2-reduktioner, ” siger borgmester Lauge Larsen.

Alle skal bidrage
I Morsø Kommune  er man  fast besluttet på, at alle medarbejdere skal involveres i arbejdet med energibesparelser.

”Vi vil inddrage alle pedeller og institutionsledere og samtidig nedsætte såkaldte task forces. Det skal sætte turbo på energibesparelserne i løbet af efteråret med blandt andet adfærdsændringer og driftsoptimering. Vi tror på, at det kan bidrage væsentligt til de enkelte institutioners kommende energibesparelser,” siger klima- og energikoordinator Niels Pedersen.

Vedvarende energi i Villa Ville Kulla
Kommunen har allerede sat en lang række energibesparende tiltag i gang. F.eks. er alle kommunens bygninger blevet energimærket, og næste skridt bliver at få indsamlet forbrugsdata for alle bygninger for at kunne se, hvor sparemulighederne er.

Desuden arbejder kommunen også på at få omlagt de kommunale bygningers varmeforsyning til vedvarende energi i områder, der ligger uden for den kollektive forsyning. F.eks. skal institutionen Villa Ville Kulla have etableret jordvarme, solfangere og varmepumper. Alt i alt skal det sikre, at der i fremtiden bliver brugt så lidt energi som muligt i kommunens bygninger.

Slankekur i serverrummet
Et andet område, kommunen har fokus på, er it. Antallet af strømslugende servere er reduceret fra 50 til 16 og der er installeret et intelligent kølesystem, der sørger for, at temperaturen er behovsstyret.

Det glæder Janne Uldall, der er kommunens coach hos Center for Energibesparelser.

”It er et af de områder, hvor der virkelig er store besparelser at hente ved at få ryddet op i serverparken og få kigget på køling og temperaturstyring. It-området kan være lidt svært at komme i gang med, fordi det er komplekst og kræver meget faglig ekspertise, så det er flot, at Morsø har kastet sig over netop dét,” siger hun.

Janne Uldall peger også på, at Morsø Kommune med sin brede forankring af energispareprojektet har alle muligheder for at nå deres sparemål.

”Det er meget positivt, at der er så mange af kommunens afdelinger fra it til ejendomsservice, der arbejder sammen om at spare på energien. Al erfaring viser, at en god forankring fra ledelsen og ud i hele organisationen giver de bedste resultater,” siger Janne Uldall.

Fakta

Kurveknækkeraftalen underskrives af Borgmester Lauge Larsen onsdag d. 30. juni 2010 kl. 11 i kantinen på Morsø Kommunes rådhus, Jernbanevej 7, 7900 Nykøbing.

For yderligere information kontakt venligst:

Niels Pedersen, 99707075, niels.pedersen@morsoe.dk og

Helle Thorning Bertelsen , 99707211, helle.bertelsen@morsoe.dk.

Tilbage til nyhedsoversigten