Limfjordsøsters til både hoffet og folket

24. november 2010

Med sin placering i Limfjorden er Mors det naturlige centrum for leverance af friske skaldyr til Danmark og til resten af Europa. Alle steder er østers-elskere enige om, at netop østers fra Limfjorden har en helt særlig god smag og konsistens. Og der er en god forklaring på, at de har ret: Den flade, europæiske østers (Ostrea edulis) fra Limfjorden er den eneste, der har EU-certifikat på at være fri for Bonamia-parasitten, som ellers hærger Europas østers. Og på grund af den lave vandtemperatur her højt mod nord vokser Limfjordens tiltagende bestand af østers så langsomt, at de opnår en ganske særlig smag og en konsistens, der har gjort dem kendt og efterspurgt verden over.

En autentisk madoplevelse
”Vi er stolte af de helt unikke råvarer, Limfjorden byder på, og fra kommunens side går vi nu aktivt ind i arbejdet med at fremme kendskabet til muslinger og østers hos de danske forbrugere,” siger borgmester Lauge Larsen, Morsø Kommune.
”Nu er østerssæsonen i gang, og det giver en enestående chance for en autentisk og helt speciel madoplevelse. Den vil vi gerne sættes fokus på med to arrangementer, som forhåbentlig giver en endnu større kreds lyst til at spise de sunde skaldyr fra Limfjorden i fremtiden,” siger borgmesteren, der selv er kendt som en ivrig nyder af skaldyr.

Østerssæsonens start markeres med et arrangement på Kulturbåden i Nykøbing Havn torsdag den 25. november 2010 i tidsrummet fra 15.30-17. Her kan alle få en smagsprøve på de friske Limfjordsøsters og tilmed erhverve sig mere viden om de spændende skaldyr. I forbindelse med arrangementet vil Dansk Skaldyrcenter i Nykøbing nemlig fortælle om østers og afsløre, hvorfor netop østers fra Limfjorden har den helt unikke smag og konsistens.

Østers til Amalienborg
Østersfiskeriet i Limfjorden var oprindeligt kongens ejendom – et såkaldt kronregalie. Siden er fiskeriet overdraget til Limfjordens fiskere – men østers er fortsat populære på Amalienborg, og derfor afleverer borgmester Lauge Larsen naturligvis også et parti østers til hoffet, når Mors samme dag præsenterer københavnerne for smagsprøver på friske Limfjordsøsters. Efter leveringen til hoffet kan forbipasserende nyde en smagsprøve på de friske østers ved Mindeankeret i Nyhavn. Også her kan interesserede få en lille historie om Limfjordens østers og om fiskeriet efter østers og muslinger.

Begge arrangementer er sponseret af Vilsund Muslingeindustri fra Nykøbing, som er den førende danske leverandør af østers og muslinger. Virksomheden er den første muslingeproducent i verden, der har opnået MSC-certifikat til dokumentation af produkternes bæredygtighed.

Tilbage til nyhedsoversigten