Forslag til Klimaplan 2011 i offentlig høring
17. december 2010
Energiområdet udgør et af fremtidens vækstpotentiale for Mors og vi er allerede langt fremme med vedvarende energi i form af vindmøller og biogasanlæg. Men fremover vil vi sætte endnu mere fart på udviklingen af innovative løsninger på energiområdet med det formål at skabe vækst for lokale virksomheder og etablere arbejdspladser på Mors.
”Med Klimaplanen går vi ind og tager et ansvar for at minimere klimaforandringer og lægger planer for omlægning til en CO2-neutral energiforsyning,”udtaler borgmester Lauge Larsen. ”Visioner og mål i Klimaplanen betyder, at vi danner rammen for det fremtidige arbejde i klimaindsatsen og kommer med en lang række forslag til, hvordan vi sammen kan skabe en mere bæredygtig fremtid uden fossile brændsler.”
Som eksempler på initiativer i Klimaplanen kan nævnes:
-
Energirenovering. Med et anlægsbudget på 8 mio. kr. i 2010 sættes i 2011 endnu mere fart på energirenoveringen af de kommunale bygninger, hvor der investeres 9 mio. kr. i energirigtige løsninger.
-
Energiliv. Et projekt, som retter sig mod de private boligejere, hvor der med en webløsning gives adgang til værktøjer og ekspertviden omkring energirenovering af boliger og anvisninger via foredrag til konkrete energibesparelser.
-
FleksEnergi. Morsø Kommune og lokale aktører på fjernvarmeområdet har involveret sig i FleksEnergi med henblik på skitsering af fremtidens kollektive varmeforsyning uden fossile brændsler. Projektet skal danne baggrund for en samlet energiplan for Mors.
-
Energinetværk. Netværket giver synergieffekt til virksomheder, som arbejder med energi under en eller anden form. Formålet med netværket er at skabe vækst og arbejdspladser til Mors.
-
Landbruget som energileverandør. Landbruget skal inddrages som fremtidens energileverandør af biomasse og biogas. Et laboratorium skal have testfaciliteter til udvikling af biomasseproduktion og afprøvning af fyringsanlæg for biomasse.
-
”Mors som Energi Ø” skal samle alle aktiviteter og projekter på energiområdet og gøre Mors til fremtidens energilaboratorium. Mors skal være lokaliteten, hvor vi viser omverdenen, hvordan og hvor hurtigt vi kan overgå til et samfund uden fossile bændsler.
Du kan her læse forslaget til Klimaplan samt mere om klimaplanens projekter og CO2 beregning.
Forslag til Klimaplan er vedtaget af Morsø Kommunalbestyrelse mandag den 13. december og udsendes i offentlig høring fra den 17. december 2010 frem til 14. februar 2011. Se pressemeddelsen her.
Kommentarer og forslag til Klimaplanen sendes til: klimaplan@morsoe.dk eller til Morsø Kommune, Natur og Miljø, ”Klimaplan”, Jernbanevej 7, 7900 Nykøbing Mors.
Yderligere oplysninger:
Arne Kirk, Natur og Miljø, 99707210, arne.kirk@morsoe.dk
Helle Thorning Bertelsen, Natur og Miljø, 99707211, helle.bertelsen@morsoe.dk
Tilbage til nyhedsoversigten