Forhenværende borgmester Egon Pleidrup Poulsen mistede søndag den 31. oktober livet i en drukneulykke

1. november 2010

Morsø Kommunes forhenværende borgmester omkom søndag 31. oktober 2010 under fiskeri i Nordsøen 13 sømil nordvest for Hanstholm.

Egon Pleidrup Poulsen var i 12 år frem til nytår 2010 Morsø Kommunes borgmester. Ved årsskiftet trådte han ind i Regionsrådet, takket været 9294 personlige stemmer - det tredjehøjeste i Nordjylland. I foråret opstillede Socialdemokraterne i Thisted-kredsen Egon Pleidrup som kandidat til Folketinget.

Borgmester Lauge Laursen afholdt en kort mindehøjtidelighed kl. 8.30 i Morsø Kommunes kantine for de ansatte.

Ved Administrationsbygningens og det gamle Rådhus´ flagstænger bæres flagene derfor på halv stang mandag.

Egon Pleidrup Poulsen var medlem af Morsø Kommunalbestyrelse i 24 år, fra 1986 og frem til udgangen af 2009, hvor han stoppede efter eget ønske.

Mindeord

Borgmester Lauge Larsen har skrevet dette mindeord:

Jeg modtog den helt ufattelig og chokerende nyhed om Egon Plejdrup Poulsens død søndag eftermiddag.

Først blev det oplyst, at Egons båd var fundet drivende. Tom. Der var stadig håb.
Et par timer efter ringede telefonen. Egon var fundet død.
Man kan virkelig sige, at tiden gik i stå.

Et stort menneske og en stor politiker er forsvundet.
Det er meget symbolsk, at Egon mistede livet på havet.
På mange måder var det her, han levede livet og slappede af. Han elskede at fiske.
Han tog ofte af sted i weekend´en. Han havde netop rigget om fra rødspætte- til torskefiskeri, fordi prisen på rødspætter var faldet. Han tog ofte af sted tidligt om morgenen og kom først hjem ved mørkets frembrud. Han fiskede ofte alene. Så kunne han slappe helt af fra den politiske tummel.

Egon var et politisk menneske. Han var tro mod sin baggrund: Husmandsbruget i Ørndrup. Han var samtidig en pragmatisk politiker. Der skulle opnås resultater. Ikke for meget snak.

Egon sad i kommunalbestyrelsen i 24 år.
12 år som borgmester.
8 år som formand for teknisk udvalg.

Han var folkelig i ordets bedste betydning. Han kendte næsten alle på Mors. Han kendte fagforeningsfolk. Han kendte alle erhvervslederne. Han kunne networke længe inden det blev til et moderne begreb. Han gik ind i alle med træsko på.
Han havde humor: Han kunne et utal af historier, og samtidig var han en god fortæller.
Jeg har hørt ham på et KL-møde få alle i Ålborghallen til at ligge flade af grin.

Egon har været en fantastisk politiker for Mors.
Han har arbejdet i alle år for at få Mors udviklet.

Jeg kan her nævne en række områder:
Skaldyrcentret, Arenaen, ombygning af det gamle rådhus, ældreboligplanen, udbygning af støberigrunden, udvikling af havnen.
Altid var han i gang med projekter.
Men selv om Egon var stoppet som borgmester, var han utrolig aktiv i det politiske liv.
Han sad i Region Nordjylland. Her sad han også i det magtfulde forretningsudvalg. Han sad i Vækstforum, der over en 7 års periode skulle fordele 1,6 mia. kr. til Nordjylland.
Han sad i Hanstholm Havns bestyrelse. Han sat i bestyrelsen for Dansk Skaldyrcenter (DSC).
Egon havde et fantastisk medietække. Altid driftssikker. Altid velformulerende. Altid lun og humoristisk.
Hvem husker ikke, da Egon midt i sidste valgkamp fangede en klumpfisk? En historie, der gik hele Danmark rundt, og gav Egon en masse stemmer.
Han var opstillet til Folketinget i Thisted-kredsen. En kreds der helt sikkert ville have givet ham valg til Folketinget. En Folketingspost som Egon glædede sig meget til at beklæde. Det ville være en post, ikke hvor han skulle realisere sig selv, men hvor han ville forsøge at være med til at gøre livet lidt lettere for morsingboerne.

Egon og jeg er vokset op nogle få kilometer fra hinanden.
Egon på Ørndrupmark på Mors. Jeg i Hurup Thy.
Han har helt sikkert løbet med sin fiskestang der ved kysten nogle få kilometer fra Næssund, der hvor også jeg tilbragte mine sommerdage.

Han har selv omtalt, at hans skolegang ikke var helt sammenhængende.
Der var mange dage, hvor han ikke sled bukserne på skolebænken. Han ville hellere fiske.
Egentlig tror jeg, det er en fordel, at han ikke har gået så meget i skole.
Tænk sig, hvis han havde gået i skole til han var 27 år.
Så ville han ikke have været den samme. Nu havde han arbejdet som kranfører på Færøerne, brobisse under byggeriet af Sallingsundbroen. Arbejde der førte ham ind i fagbevægelsen og ind i det politiske liv.
Egon var selvlært.

Han havde bl. a. en fantastisk stor viden om alt inden for politik. Han læste mange bøger. Både fagbøger og biografier. Og så havde han en fantastisk hukommelse. Han kunne huske indholdet i de fleste sager, og huske hvem der havde sagt hvad. En egenskab der er guld værd i det politiske liv.

Vi vil savne Egon i det politiske system.
Vi vil savne Egon som den altid dygtige, flittige, energiske ambassadør for Mors.

Jeg vil savne Egon i Vækstforum.
Jeg vil savne Egon i DSC´s bestyrelse.
Jeg vil savne Egon som en fantastisk ven.

Lauge Larsen, Borgmester 



 

Tilbage til nyhedsoversigten