Bostedet Enggården
Enggården er et bosted for voksne med varig fysisk og psykisk funktionsnedsættelse med et udtalt behov for støtte i hverdagen.
Enggården er flyttet i nyopførte rammer i maj 2008 i udkanten af Nykøbing by, men med gå afstand til centrum.
Enggården huser 20 lejligheder fordelt i tre separate huse med henholdsvis 7, 7 og 6 lejligheder i hvert hus. Hver lejlighed består af en stue med lille køkken, soveværelse og badeværelse. Der er direkte adgang til fællesarealer. I hvert hus er der en atriumgård, som benyttes flittigt i sommerperioden. Bostedet fremstår hjemligt og hyggeligt. Her er gode muligheder for at tilgodese den enkeltes behov for deltagelse i fælles aktiviteter og ligeledes til at finde ro.
Enggården har to busser og der sørges for den daglige transport.
Bostedet tilbyder støtte i døgnets 24 timer. Der er altid 1-2 personaler i vagt i hvert hus ad gangen. Vi har vågen nattevagt.
På Enggården sættes trivsel i højsædet. Der lægges vægt på, at beboerne skal have trygge og overskuelige rammer. Den enkelte beboer støttes i at vedligeholde og videreudvikle sine kompetencer, så beboeren i videst mulig omfang har indflydelse på og er deltagende i eget liv. Beboerne får hjælp og støtte til personlig pleje og omsorg i det omfang, de har behov for. Personalet sørger for regelmæssige lægetjek, tandpleje, frisør, fodpleje og evt. specialtandpleje.
Beboerne på Enggården er tilknyttet hjemmeserviceordning og får gjort rent i lejlighederne én gang ugentlig. Enggården sørger for alle måltider og forsøger at sikre en sund, alsidig og individuel tilrettelagt kost.
De fleste beboere benytter dagtilbud på Dagcenter Havnen og Nymo/Frueled. Der er samtidig mulighed for at deltage i fritidstilbud, som personale fra dagtilbuddene forestår. Enggården rummer desuden en gruppe, som grundet aldring og demens ikke længere kan benytte et dagtilbud, hvorfor Enggården forsøger at tilrettelægge en indholdsrig hverdag efter deres behov indenfor bostedets rammer. I samarbejde med Nymo og dets personale arrangeres forskellige aktiviteter tre gange om ugen.
Der udarbejdes handleplaner én gang årligt i samarbejde med dagtilbud og pårørende. Handleplanen indeholder mål – formål med indsats, hvad indsatsen består i samt tids- og ressourceramme. Handleplanen kan også indeholde noget omkring bolig, beskæftigelse, personlig hjælp, behandling og hjælpemidler.
Der er nedsat et pårørenderåd på Enggården. Her drøftes bostedets tilbud generelt. Der er et fint samarbejde omkring forskellige arrangementer i løbet af året. Enggården vægter generelt åbenhed og dialog.
Se også
Kontakt
Bostedet Enggården
Riis Alle 31
7900 Nykøbing Mors
Tlf. 9970 6850
Leder Bjørn Koldtoft Trana