Ændret arealanvendelse
Gælder ændret anvendelse eller byggeri på en forurenet grund
Hvis man ønsker at ændre anvendelse eller bygge på en grund, der er forurenet, vil det i visse situationer kræve en tilladelse efter Jordforureningslovens § 8.
Kommunen skal altid søges om tilladelse, hvis et forureningskortlagt areal ønskes taget i brug til bolig, børneinstitution, offentlig legeplads, rekreativt område, alment tilgængeligt område, kolonihave, sommerhusgrund eller institution.
Som en del af tilladelsen kan det være nødvendigt, at bygherren får foretaget nærmere undersøgelser af forureningen og risikoen i forhold til den fremtidige anvendelse. Kommunen har desuden mulighed for at stille vilkår til eventuelle afværgende foranstaltninger.
Det gælder generelt for alle arealer, at de ikke må tages i brug til bolig, børneinstitution, offentlig legeplads, kolonihave eller sommerhus, før det er sikret, at de øverste 50 cm jordlag på ubebyggede arealer er ren eller har en varig fast belægning. Læs mere under siden om 50 cm reglen.