De 5 kategorier: - Simple konstruktioner
- Enfamilieshuse
- Industri og lagerbebyggelse samt jordbrugserhvervets avls- og driftsbygninger af begrænset kompleksitet
- Andre faste konstruktioner
- Øvrigt erhvervs- og etagebyggeri
De forskellige takster og specifikationer fremgår af Morsø Kommunes takstblad for byggesagsbehandling 2012. Den 1. januar 2009 trådte nye regler om byggesagsbehandling i kraft
Kommunerne skal herefter ikke længere byggesagsbehandle tekniske forhold i byggeri af begrænset kompleksitet. Dette omfatter garager, carporte, udhuse, sommerhuse, fritliggende og sammenbyggede enfamilieshuse, simple avls- og driftsbygninger og simple industri- og lagerbyggeri. Ved byggeri der opføres tæt på skel, påser kommunen også forhold omkring Kapitel 5. Brand.
Dette medfører, at der ikke skal indsendes dokumentation vedr. de tekniske forhold for ovenstående byggeri og at du som bygningsejer selv skal sørge for at dit byggeri, overholder de tekniske bestemmelser i Bygningsreglement BR-10, kap. 3-8. Relevant teknisk dokumentation sendes til kommunen ved byggeriets færdigmelding sammen med erklæring om, at de tekniske bestemmelser er overholdt.
Team Byg anbefaler, at bygherrer hyrer en rådgiver i form af arkitekt, ingeniør eller lignende.
Hvem er ansvarlig for byggeriets lovlighed?
Af byggelovens § 17, stk. 1, fremgår, at den til enhver tid værende ejer er ansvarlig for, at bygningen overholder byggelovgivningen. Hvis der er forhold i en bygning, der ikke lever op til byggelovgivningens bestemmelser, skal kommunen som bygningsmyndighed derfor påbyde ejeren at bringe disse forhold i orden.
De fleste husejere vil have en rådgiver tilknyttet byggeriet i form af en arkitekt, ingeniør eller lignende. Rådgiveren vil som en del af aftaleforholdet mellem husejeren og rådgiver have ansvar for, at det arbejde, som rådgiveren har påtaget sig, er lovligt.
Det kan derfor være en god ide at alliere sig med en rådgiver, som påtager sig opgaven med at sikre, at byggeriet lever op til byggelovgivningens tekniske bestemmelser.
Ejeren skal – når byggeriet tages i brug – indsende en erklæring, hvor han skriver under på, at byggelovgivningen er overholdt, og at der er vedlagt den fornødne dokumentation for, at de tekniske bestemmelser er overholdt. Erklæringen med eksempler på dokumentation vedr. tekniske forhold fremgår af bilag 8 i BR10.